Jeg har allerede skrevet lidt om de biologiske mekanismer bag stressresponsen i denne ældre artikel, så det går jeg ikke yderligere ind i her. Men flere gange i løbet af en typisk årscyklus i medierne, hører vi om stress. Kigger man i statistikkerne, så er stress til stadighed et stort problem i samfundet, da op mod en fjerdedel af alle sygemeldinger er pga. stress. I denne artikel prøver jeg at give en lidt anden vinkel på stressproblematikken. For er det ikke interessant, at et af verdens mest stressfulde hverv set ud fra en norm, har meget få sygemeldinger på grund af stress? Find ud af, hvordan det kan være og få til sidst tre tips til, hvordan du selv undgår at blive en del af statistikken.

Den magiske 70%- regel

Du har nok gættet, at en af grundene til det lave antal sygemeldinger på grund af stress blandt flyveledere (i hvert fald i Danmark), muligvis har noget med vores pauser at gøre. Naturligvis sikrer vores optagelsesprøver og uddannelse, at det umiddelbart er de mennesker med størst stress-resiliens, der ender med at blive flyveledere. Men det betyder ikke, at jeg som flyveleder ikke bliver stresset. Nej, tværtimod arbejder jeg netop med stress i mit arbejde hver eneste dag. En normal arbejdsdag har typisk flere tilfælde af stress af større eller mindre grad, hvilket ikke er noget problem – hvis du får mulighed for at restituere efterfølgende. Og det er netop her hemmeligheden er. Det der gør, at min Garmin stressscore (ikke at det er et nøjagtigt mål for noget som helst) på en typisk arbejdsdag ikke en gang er halvt så høj som min kones.

Lad os for sjov skyld sammenligne min kones arbejdsdag med min.

På en typisk hverdag har jeg et sted mellem 60 og 70 % af min arbejdstid i det, vi kalder på position. Det betyder, at jeg i den procentsats arbejder direkte med flyvemaskiner til og fra Københavns lufthavn. Det giver sig typisk til udtryk ved, at jeg arbejder mellem 45 minutter og en time, hvorefter jeg holder mellem en halv og en hel times pause, eller tid væk fra positionen. Til sammenligning holder mine kone en frokostpause på en halv time plus en halv time væk fra reelt arbejde foran computeren (jeg er optimistisk her). Det giver hende 87 % arbejde på en dag – hvilket virker som normen i den type job.

Flyvelederne vs. virkeligheden

Når man kigger på de tal, så virker det jo ikke som om, at der er den store forskel – men det er der faktisk. For som flyveleder holder jeg faktisk også fri, når jeg har fri. Jeg har ingen mails, der skal besvares, jeg har ikke andre opgaver der ligger og venter på mig, når jeg ikke er i lufthavnen. Jeg møder ind på arbejde, forholder mig til arbejdet, når jeg sidder foran radaren, og ellers bruger jeg ikke meget krudt på at tænke på eller bekymre mig om mit arbejde. Og medmindre der er sket noget særligt på dagen, så har sluppet arbejdet i det øjeblik, jeg sidder i bilen på vej hjem igen.

Realiteten ser dog ganske anderledes ud for langt de fleste andre på arbejdsmarkedet. Her er mails, deadlines, projekter, telefonsamtaler. You name it. Alt det flyvelederen ikke har. Så selvom arbejdstiden, når vi er fysisk til stede på arbejdspladsen, måske minder om hinanden, er det jo ikke det reelle tal. Derfor er min vurdering, at den enkelte derfor nærmere udnyttes 100-120 %.

Nu rykker det for alvor. Det er dobbelt så meget arbejde, som det flyvelederen udsættes for, og nu begynder det måske at give mening, hvorfor stresssygemeldingerne er så voldsomme hen over arbejdsmarkedet. Men jeg har lige en sidste pointe for at slå det fast med syvtommersøm. Her skal vi lige et smut forbi min yndlings-YouTuber og adfærdsekspert, Morten Münster.

Hvad Jytte fra marketing har lært os

Jytte fra marketing har lært mig en hel del, men vi skal hen i ”Jytte vender tilbage” for at finde den pointe, jeg leder efter til at understøtte min egen pointe. I ”Jytte vender tilbage” beskæftiger Morten Münster sig nemlig rigtig meget med kø-teori. Kort fortalt beskriver kø-teorien, at for at udnytte et system optimalt, skal det kun belastes med 70%. Over 70 % sker der et eksponentielt fald i systemets effektivitet. Det gælder på motorvejen, det gælder på arbejdsmarkedet, og det gælder så sandelig også med mennesker.

Grunden til at vi bliver stressede er netop, fordi vi konstant er overbelastede. Der er hele tiden noget, der haster. Samtidig skal vi være den perfekte forældre, ven, elsker og alt det andet. At være maksimalt udnyttet i perioder sker der ikke noget ved, for det kan vi sagtens klare (det er mennesket faktisk designet til fra naturens side for at kunne overleve). Men det kræver altså, at vi restituerer efter de korte perioder med stress. Gør vi så det?

Noget kunne tyde på, at det gør vi ikke. Det er der flere årsager til.

1. Vi har opbygget et utroligt komplekst samfund, hvor der efterlades rigtig lidt plads til at slappe af. Vi er blevet til mennesker, der i stedet for at slappe fuldt af, laver noget der minder om pseudoafslapning. Vi ser måske en film, men tankerne tordner derud af samtidig med, at telefonen skal tjekkes med sociale medier, e-mails og alt det andet. Det er IKKE afslapning – det er:
2. Multitasking. Vi tror, vi kan det, men det kan vi ikke. Det er der efterhånden skrevet rigtig mange bøger om, men vi har tilsyneladende ikke forstået budskabet. Shiftasking (som er det, vi faktisk gør) er blevet så stor en del af vores arbejdsliv, at vi har hevet det med over til vores restitution. Det er meget få mennesker, der reelt er i stand til at slappe af, fordi vi lige skal tjekke det ene og det andet.
3. Vi er ude af stand til at mærke vores egen krop og føle vores følelser. Eller også lukker vi af for begge dele. Det er vores følelser og mærkesans, vi skal have fat i, hvis vi vil opdage stress i tide. Men ovenstående punkter er netop med til at lukke af for begge dele. Rigtig mange stressede mennesker er virkelig bange for at mærke efter, for de risikerer jo at være nødt til at tage ansvar for sig selv og sige nej tak til opgaverne og stille krav om luft i kalenderen, så arbejdsopgaverne kan laves færdige, og de kan restituere.

Gør som flyvelederen

Jeg vil ikke påstå, at en flyveleder er specielt god til at mærke kroppen og føle sine følelser. Som demografi, er vi sgu nok under snittet i forhold til at give udtryk for dem. Men alligevel er vi ekstremt gode til at restituere og holde den permanente stress væk. Dels har vi et system af myndighedsbestemte regler, der er designet til at passe på os, ligesom med køre- / hviletidsbestemmelserne for lastbilchauffører og piloter. De regler er blandt andet udarbejdet på baggrund af forskning i fatigue (udbrændthed), som der gennem de sidste 20-25 år har været meget fokus på i branchen.

Samtidig har vi gennem vores uddannelse mærket rigtig meget til, hvordan det er at være ekstremt presset i lang tid, så vi ved, hvordan vi reagerer, når stressen begynder at overtage. Det gør, at vi kan få sagt fra i tide.

Nu ved jeg godt, at det er de færreste typer af arbejde, hvor den type af træning giver mening. Samtidig ved jeg også, at der helt sikkert er arbejdspladser, der vil stejle, hvis du næste gang fortæller dem, at du planlægger fremadrettet at øge din daglige pausemængde med godt 20 procentpoint, eller holde tre gange så meget pause som i dag. Også selvom du på den måde faktisk lover en mere effektiv medarbejder, der vil arbejde mere fokuseret og netop have plads til at tage en ekstra opgave, når du fremover maksimalt er 70 procent belastet.

Nej, der skal nok noget civil ulydighed til i starten, og her er tre tips fra flyvelederens verden, som jeg selv benytter mig af, når jeg er væk fra position.

De tre tips (og et bonustip)

1. Hent kaffe / gå på toilettet – og gå en omvej til og fra
   Tag den lange vej til toilettet og kaffeautomaten. Gør noget der normalt varer 5 minutter til en tur på 10-15 minutter. Ikke hver gang men gør det gerne mindst en gang dagligt. Bevægelse er godt og er med til at klare hovedet. Få pulsen lidt op og ret ryggen ud. Det vigtigste er sådan set bare: væk fra dit skrivebord og rør kroppen (og lad nu for guds skyld din telefon blive på din plads).
2. Besøg en kollega
   Den lægger sig nok lidt op ad nummer 1, men igen drejer det sig om, at du kommer væk fra din position. Lav en kaffeaftale med en kollega fra en anden afdeling. Sæt hinanden i stævne et sted, der er væk fra jeres respektive skriveborde. Tal eller vær stille sammen, mens I drikker noget varmt eller koldt. Vi er sociale dyr, hvorfor ikke nuppe en pause sammen?
3. Læs en god bog
   Tag din yndlingsbog med, eller lyt til en podcast, eller hvad du ellers synes er rart. Find en krog, hvor du kan sidde lidt for dig selv, og tænk på noget andet for en stund.

Og her er mit bonustips: Mikropauser på positionen. Du gør måske allerede noget lignende, men vend dig og smalltalk med dine kollegaer ind imellem. Fortæl en joke. Hovedpointen er, at bare det at skubbe dig væk fra din skærm og hav fokus et andet sted for en stund, betyder utroligt meget. Det lyder banalt, og det er det også – men det virker!

Alle flyveledere gør det – vi sidder ikke superkoncentreret og stirrer ind i vores radarskærme i op til halvanden time ad gangen. Nej, vi skubber os væk, sender en sviner til kollegaerne, retter os op, taler om weekenden. Vi er klar til trafikken, men vi giver os selv alle de mikropauser, vi kan, så vi er klar til, når det næste massive inbound-ryk kommer eller et luftfartøj melder Mayday.

Så forsøg dig med at gøre som flyvelederen.

Del gerne dine oplevelser med det, enten her eller på LinkedIn.

God fornøjelse.