Snyd i liftkøen
Mennesket er et paradoks. Vi er nemlig født til at snyde, når der er en gevinst for os ved at gøre det.
Jeg er netop vel hjemvendt fra en skøn skiferie i de norske fjelde. Perfekt ski-vejr med masser af frisk sne de fleste dage. Der var til gengæld også pænt mange mennesker deroppe, så det betød, at der indimellem var ret lange liftkøer. Det gav mulighed for at observere lidt menneskelig adfærd. Der var specielt en enkelt situation, der stak ud, og som på rigtig mange måder belyser, hvordan vores biologi fungerer. [Spoiler alert] – Jeg må desværre skuffe de af jer, der havde håbet på en artikel i relation til luftfarten. Det er ikke det, denne artikel handler om, den handler nemlig om snyd. Men bare rolig, der er mange flere lige rundt om hjørnet af den slags. For nu, må du ”nøjes” med en artikel om basal, menneskelig adfærd.
Den grumme urhjerne
Jeg har i tidligere artikler her på siden hintet, at vi mennesker bærer rundt på en forholdsvis primitiv del af vores hjerne, som jeg kalder urhjernen. Det er en del af vores hjerne, som har hjulpet os gennem evolutionen og mange af de ”programmer”, vi har, er ikke rigtig tilpasset vores moderne samfund. Jeg går ikke så meget i detaljer med det her, men Peter Lund Madsen har lavet en programserie sammen med DR, som forklarer det rigtig fint. Programmet hedder Historien om menneskehjernen.
Denne del af vores hjerne gør det muligt for os at have en til tider irrationel adfærd, fordi egodelen af programmeringen clasher med den sociale del. Og det er det, der kommer til udtryk i den følgende situation.
Manden med børnene
Som nævnt blev meget af vinterferien tilbragt i samvær med andre mennesker, der forsøgte at holde varmen i liftkøerne. Tirsdag formiddag står jeg cirka midtvejs i køen sammen med dem, jeg fulgtes med. Vi fylder det meste af køen på tværs ved siden af hinanden, så vi passer med en fuld vogn. Jeg står yderst i venstre side med en halv menneskebreddes afstand til hegnet, der afgrænser køen. Her mærker jeg et skub i ryggen, hvorefter en mand og 4 mindre børn skubber sig forbi og stiller sig sammen i en lille tæt klump en halv ski foran mig.
De har ikke stået der længere end 20 sekunder, før det ene af børnene lægger sig ned halvt ovenpå de andre børns ski samt flere fremmede mennesker. Sådan bare fordi.
Nu er folk vant til asen og masen i liftkøer, men jeg kunne godt fornemme, at jeg følte mig snydt og ret så irriteret. Det løsnede dog op, da jeg hørte manden sige følgende til barnet:
”Rejs dig op. Der er altså også andre i køen, du skal tage hensyn til.”
Jeg troede, jeg skulle kaste op af grin.
Nedsmeltning af frontallapperne
Nok ikke i den mest bogstavelige forstand af udtrykket men alligevel. For mandens adfærd i denne situation var:
- Snyde sig frem i køen
- Irettesætte barnet for dårlig og hensynsløs opførsel
Det er vores urhjerne, der gør de modstridende typer adfærd muligt. Vi tager dem en ad gangen.
- Husk at urhjernen stammer tilbage fra en ganske grum tid i evolutionens historie, hvor det drejede sig om ren overlevelse for den enkelte. Det gør, at vi blandt andet er i stand til at snyde og bedrage for at dække vores egne behov.
De andre har noget, vi gerne vil have – det snupper jeg.
Manden havde ikke behov for at vente længere end højest nødvendigt i køen med fire irriterende børn. Fedt, tænker urhjernen (helt sikkert uden at han er bevidst om det – for sådan fungerer vi også), der er minimal plads her, jeg vinder en plads eller to. Jo hurtigere (og forhåbentlig uset) jeg gør det, jo hurtigere slipper jeg for at være børnepasser i køen. Jo, hurtigere får jeg fred. - Hov, nu bliver der pludselig opmærksomhed på os, fordi barnet gør opmærksom på hele gruppen ved at lægge sig ned og ramme flere mennesker. Nu slår den sociale del af urhjernen til og tænker: ”Vi skal passe ind. Det her er kulturel uacceptabel adfærd. Jeg må vise omgivelserne, at jeg har styr på situation.”
Den voksnes adfærd: irettesætter og skælder barnet ud foran de andre, for selv at undgå dårlige følelser som blandt andet ikke god nok, inkompetent, pinlig og nu meget synlig.
Han kunne lige så godt sige til barnet: ”Rejs dig op inden de andre opdager, at vi har snydt i køen, og at jeg er en dårlig forælder.”
Det, barnet lærer
Når vi opdrager vores børn, har vi en tendens til at fortælle dem om den opførsel (adfærd), vi ønsker de har. Og så gør vi selv det fuldstændig modsatte. Et eksempel kan være, at vi siger: ”Tal ordentligt!” Det siger vi med en hård stemme, og desuden taler vi generelt knap så pænt til barnet og heller ikke til hinanden i parforholdet.
Det er en ofte brugt floskel, at du skal gøre, hvad jeg siger og ikke, hvad jeg gør. Det er bare ikke sådan, børn lærer. De lærer gennem kopiering af adfærd. Hvis jeg taler hårdt, så lærer barnet at tale hårdt – måske i mindre grad overfor dig, men tonen bliver hård med kammeraterne og overfor søskende.
Tilbage til liftkøen.
For her kan vi finde et par læringspunkter, barnet kan få med sig fra situationen i samspillet med faderen:
- De dårlige følelser i forbindelse med irettesættelsen – faktisk de selvsamme følelser den voksne prøver at undgå med et stærkt tillæg af følelsen forkert
- Det er okay at snyde, hvis ikke du bliver opdaget
- Du skal være usynlig og opføre dig ordentlig
- Det, jeg gjorde som voksen, er okay. Den måde du påvirker andre, er ikke
Genkendeligt?
Måske kan du genkende situationen. Måske har du selv stået i en lignende situation i andre køer, hvor du af tusind årsager fik håndteret situationen på en ikke optimal måde. Jeg ved det, jeg har selv gjort det masser af gange (i hvert fald det med uintelligent irettesættelse af mine børn – jeg snyder aldrig (det passer ikke)).
Hiv det ud af artiklen, du kan bruge til noget. Mit mål har været at give dig lidt opmærksomhed på, hvordan vi er omvandrende paradokser ift. det vi siger, og det vi gør. Jeg håber også, at du har fået lidt bevidsthed med om, hvordan vi risikerer at påvirke vores børn.
Og hvis du var manden i liftkøen, så siger jeg tak for inspirationen. Min irritation over situationen, da jeg stod og kiggede på dig og ungerne, er hermed fordampet.
