Det er sproget, der adskiller os fra dyrene. Det er jeg ret sikker på, du ved. Men vidste du, at de fleste af os bruger det uhensigtsmæssigt eller upræcist? Uhensigtsmæssighederne beskrives her – et indlæg om det upræcise kommer i næste indlæg.
Uhensigtsmæssighederne i vores sprog giver sig til kende i hverdagen på flere måder og flere steder. Men det mest almindelige sted, hvor disse uhensigtsmæssigheder kommer til udtryk er online. Om det er i kommentartråde hos aviser eller sladreblade, på instagram eller facebook, hos content creators på youtube eller twitch. Det er ligegyldigt. Uhensigtsmæssighederne er til stede overalt online, og man behøver ikke kigge særlig skarpt efter dem.
Her bruges sproget til skænderier, til ligegyldige værdidiskussioner, til tilsvining af andre, til udelukkelse, til inkludering via udelukkelse, til at gøre andre forkerte og dermed gøre sig selv rigtig. Det er uden hensyntagen til andre mennesker. Det er udelukkende med sig selv i centrum. Det er som om, tanken er: “jeg har ytringsfrihed, og så kan jeg sige og gøre, hvad der passer mig online – og de andre skal bare stå til rådighed for det.” Sproget bliver brugt respektløst og krænkende. Og for hvad? Hvad er gevinsten? For at hævde sig selv en smule. For at gøre opmærksom på sig selv. Negativ opmærksomhed er bedre end ingen opmærksomhed, ikke?
Her må svaret være et rungende NEJ!! For når sproget bruges på den måde, skaber det afstand, det skaber fjendskaber, det skaber lave selvværdsfølelser, det skaber mistro og mistillid. Og i yderste konsekvens fører det til selvmord, når onlinemobberierne bliver for meget.
Vi må have ansvarligheden tilbage i vores sprog. I bogen, Ordet der blev væk, af Allan Nilsson (2004, saxo.dk), lægger han op til, at vi har ytringsansvar i stedet.
Det betyder at jeg tager ansvar for alt det, jeg siger og ikke siger. At jeg taler respektfuldt og hensynsfuldt overfor og om andre mennesker.
Og hvordan taler du egentlig til dig selv i tankerne? Er dine tanker præget af selvpunk og negativitet? Biologien disponerer os for bekymringer og planlægning ud fra det værst tænkelige scenarie. Men det kan blive for meget af det gode, fordi vi har meget at bekymre os om i det moderne samfund. Selvpunken derimod sker, fordi vi har lært, at det er sådan, man taler til os. Så derfor taler jeg sådan til mig selv – og måske taler jeg sådan til andre også.
Så hvordan taler du til dig selv? Og vil du gerne kunne noget andet?
Er du klar til ytringsansvar?
