Luftfart er nok ikke det første, du tænker på, den dag du sidder med spørgsmålet: ”Gad vide, hvor jeg kan hente et par gode råd til mit parforhold henne?” Det kan der selvfølgelig være flere årsager til – den primære kunne nok være, at parforhold og luftfart på overfladen overhovedet ikke har noget med hinanden at gøre. Det er slet ikke sikkert, du ved, hvad en flyveleder laver.

Ja, man skal nok være lidt af nørd for at spotte sammenhængen fra begyndelsen af. Heldigvis er jeg både flyveleder og terapeut. Dermed betragter jeg mig selv som nørd indenfor begge områder. Det giver mig altså en basis for at få øje på mulige sammenhænge andre har stor sandsynlighed for at overse.

Der er ingen grund til panik (det skal jeg selvfølgelig ikke styre – hvis du går i panik, gør du bare det). Jeg skal nok prøve at illustrere de tre pointer og fortælle, hvordan du kan bruge dem i dit parforhold.

Klar?

Start-up approved.

Præcis kommunikation

Noget af det første, piloter og flyvelederaspiranter lærer, er det, vi kalder fraseologi. Ordet fraseologi stammer fra græsk, phrasis ”tale, udtryk”; -logi bruges ofte som efterled i sammensætninger, der betegner videnskaber. Groft sagt kan man sige, at fraseologi er en aftalt måde at tale på i luftfart. En måde at tale på, så vi undgår så mange misforståelser som overhovedet muligt. Det er et sprog, der kan lyde bestemt og nærmest udtalt som ordrer for udenforstående. Luftfartsfraseologien har en klart defineret syntaks, og kan næsten betragtes som et sprog i sig selv, baseret på engelsk.

Her er et eksempel:

Fra flyvelederen: ”SAS123, turn right heading 070, descent to 4000 feet, QNH 1013.”

Svar fra piloten: ”Turn right heading 070, descent to 4000 feet, QNH 1013, SAS 123.”

Hvad har det med parforhold og kommunikation at gøre? Jo, ser du. Vi kan være mere eller mindre dygtige til at tale og formulere os. Derudover render mange af os rundt med en personlig historie, der gør, at vi ubevidst forsøger at forklare os, når vi siger noget. Hvilket har en tendens til at mudre det oprindelige budskab fuldstændigt.

Derudover er vi født med en kreativ hjerne, der helt ubevidst tillægger en masse værdi til det sagte. Det er det, jeg kalder fortolkninger. Men i stedet for at reagere på det, der reelt er sagt, så reagerer vi ud fra vores fortolkninger.

Kan du se, hvor jeg vil hen med det her?

Det gør oftest vores kommunikation i parforholdet upræcis, og vi har en tendens til, at vores fortolkninger bliver sandheden. Desuden forbliver en masse usagt i vores parforhold. Kobler vi det med, at vi også har en masse forventninger til hinanden, er vi godt på vej mod et kommunikationsmæssigt crash.

Så når et par begynder i parterapi, er det oftest kommunikationen i parforholdet, vi starter med at sætte fokus på. For en præcis kommunikation har en stor betydning for, hvordan vi har det sammen. Det gør os i stand til at indgå nogle tydelige og utvetydige aftaler med hinanden. Det betyder dog ikke, at vi skal fjerne de flotte nuancer i vores sprog – det betyder bare, at vi skal tænke os om, inden vi taler, når vi har noget vigtigt at tale om.

Taxi to holding point.

Ansvar (dig, mig, os)

Når jeg arbejder som flyveleder, så tager jeg ansvar for min del af samarbejdet. Dels tager jeg ansvar for at hjælpe piloterne så hurtigt og sikkert som muligt fra A til B. Men jeg har også en masse kolleger, som jeg samarbejder med. Vi er delt op i sektorer, og jeg skal overdrage mine fly til mine kollegaer så godt som muligt, samtidig med at jeg støtter kollegaen, der har travlt, mens han / hun gør det samme for mig.

Sidst men ikke mindst, tager jeg ansvar for alt det gode, jeg laver, men jeg tager i særdeleshed også ansvar for det mindre gode og for de fejl, jeg måtte lave. Kort sagt: Jeg tager ansvar for både det jeg gør, og det jeg ikke gør. Det gode, det dårlige og mine fejl. Hvordan tager jeg ansvar? Gennem ord og handling. Det er naturligvis mere detaljeret end som så, men jeg tror, du har forstået pointen.

Når par kommer i terapi hos mig, har de ofte travlt med at pege fingre ad deres partner. Det er partneren, der ikke gør nok. Det er partneren, der ikke ordner vasketøjet. Det er partneren, der ikke er romantisk nok. Kort sagt: det er en andens skyld. Derimod der ikke er noget som helst at sætte fingeren på, når det kommer til at alt det, jeg selv gør af gode ting for parforholdet og samarbejdet. Ved du, hvad det er der sker, når jeg giver alle andre skylden? Så lægger jeg ansvaret fra mig og bliver et offer for omstændighederne.

Hvor er det lige, du selv tager ansvar? Som jeg har nævnt andetsteds, er parforhold et samarbejde. For at samarbejdet skal fungere, er vi begge to nødt til at tage ansvar for at få det til at fungere. Det betyder samtidig, at vi ikke skal tage overansvar. Vi skal naturligvis hjælpe hinanden, hvor det giver mening, men vi er to voksne mennesker, og derfor skal vi ikke tage ansvar for den andens del af det samarbejde.

Det betyder altså, at vi parforholdet, ligesom i flyveledelse, er nødt til at tage ansvar for vores figurative sektor for, at det skal fungere. Vi skal begge tage ansvar for det, der går godt i parforholdet, men det er også vores begges ansvar at ændre det, der går mindre godt. Så hvis jeg synes, at der er noget, som ikke er som det skal være, er jeg nødt til at tage ansvar ved at åbne munden og italesætte det. Jeg er altså nødt til at handle, og ikke bare lade stå til. Husk, jeg tager ansvar for alt, hvad jeg gør, og hvad jeg ikke gør. Det betyder altså (som eksempel), at hvis DU ikke synes, I dyrker nok sex i parforholdet, så må DU tage ansvar for din lyst. Du må flirte og pirre, hvis du gerne vil have mere sex.

Konklusion: hvis parforholdet ikke fungerer, så start med dig selv. Tager du ansvar for din del af parforholdet? Og tager du ansvar for at italesætte det, der ikke fungerer, så du kan samarbejde om at gøre noget ved det, før det udvikler sig?

Kort sagt: lever du op til jeres samarbejdsaftaler?

Apropos aftaler …

Line up and wait.

Aftaler

Luftfart og flyveledelse er fulde af aftaler. Vi har nedskrevne samarbejdsaftaler internt i min afdeling, vi har samarbejdsaftaler med vores nærmeste kollegaer rundt om vores sektorer, både danske og udenlandske. Vi har også en masse aftaler, der bliver lavet spontant og i øjeblikket:

Kollega: ”Hey, aflever SAS 123 mod punkt XX.”

Mig: ”Du får SAS 123 mod punkt XX.”

Jeg har i en anden artikel nævnt, at aftaler ikke er ordrer. Ovenstående kan godt se ud som en ordre, men part nummer to siger ja til at aflevere SAS 123 mod punkt XX. Det er en aftale her og nu. Begge flyveledere har ansvaret for, at det er en ordentlig og sikker aftale. Flyvelederen der beder om SAS 123 mod punktet i første omgang, skal sørge for, at det er ufarligt for hans del af aftalen, mens flyveleder nummer to skal sørge for, at det er sikkert for hans vedkommende. Hvis jeg sidder som nummer to, og afleverer flyet på en anden måde til min kollega, end det aftalte, har jeg ikke overholdt aftalen, og det har konsekvenser. Hvis jeg af en eller anden årsag er ude af stand til at leve op til den aftale (det kan være pga. dårligt vejr på ruten), så er det mit ansvar at lave en ny aftale, vi alle kan bruge til noget.

Sådan foregår det hele tiden i flyveledernes verden.

Det er ikke altid, det fungerer helt på samme måde i vores parforhold

Når jeg i parterapi spørger ind til om parret har aftaler (og jeg spørger ind til det hver gang), kigger de ofte lidt undrende på mig og derefter hinanden. Til sidst fremstammer den ene eller anden noget i retning af:

”Ja, vi har da masser af aftaler.” Hvortil jeg kan sige noget i retning af:

”Fedt, kan I nævne tre hver?”

Det er sjældent de med det samme kan nævne tre til sammen, og da slet ikke tre hver. Når jeg så spørger lidt dybere ind til det, kan de godt komme på nogle stykker, men ofte bliver formuleringen: ”jeg plejer at være den, der …” Det er i sådan en sætning meget af problematikken ligger. For det kan godt være, at” du plejer at være den der”, men har I faktisk sat jer ned og aftalt det? Altså talt om det, kigget hinanden i øjnene og sagt: så er det en aftale.

Det er de færreste, der gør det, eller har gjort det. I starten af et parforhold bruger, vi det meste af tiden på at bolle (det er forelskelsen). Når forelskelsen er overstået, finder vores underbevidsthed ud af, om vi har andet end sex, der gør det meningsfyldt at fortsætte parforholdet. Hvis vi beslutter os for, at ja, det har vi, så er det faktisk her, at vi bør sætte os ned og få nogle af de mest basale aftaler på plads. Det er bare de færreste, der gør det. Hvorfor? Fordi aftaler er totalt usexet og lugter rigtig meget af arbejde (i metaforisk betydning, aftaler lugter faktisk ikke).

Hvornår skal vi så få de aftaler på plads? Hurtigst muligt. Sæt jer ned, kig på hvordan jeres liv er skruet sammen, og lav nogle faste aftaler om det, I gør mest: vasketøj, madlavning, sport, fritid, kæresteaftener, børnehentning indkøb og så videre. Den opmærksomme læser ser her, at der i listen også er taget sport og fritid med. For det er lige så vigtigt at have aftaler om, da det drejer sig om den enkeltes behovsdækning. Et eksempel på det kan være:

”Jeg kunne godt tænke mig at komme til karate mandag og onsdag, hvordan passer det?”

”Det er fint, så vil jeg gerne til Yoga tirsdag og torsdag, skal vi lave en aftale om det?”

Forhåbentlig kan begge svare ja, og så kan vi komme videre til det næste punkt på dagsordenen. Hvis ikke begge parter kan sige ja til aftalen, så skal den modificeres, indtil I kan.

Hvorfor skal vi have den enkeltes behovsdækning med også? Fordi dækning af egne behov, er det der giver os energi og selvværdsfølelser. Mange har en tendens til (af uendeligt mange forskellige årsager) at dække partners eller familiens behov først og slet ikke sine egne. Konsekvenserne er lavt selvværd og en følelse af utilfredshed. Hvis jeg må bruge en sidste luftfartsanalogi her, så tænk på den sidste sikkerhedsbriefing ombord på flyvemaskinen (du hørte efter, ikke?). Her bliver der fortalt om iltmaskerne:

”I tilfælde af fald i kabinetryk udløses iltmaskerne. Tag din egen på før du hjælper andre.”

Det skal du selvfølgelig gøre, fordi du ikke kan hjælpe andre, hvis du ikke selv kan trække vejret. Betragt din egen behovsdækning som iltmasken, der gør, at du kan være der for andre, og kan hjælpe andre. Det lyder egoistisk, men behovsdækning udspringer også fra en gammel overlevelsesmekanisme, vi alle har, der skal sikre, at egoet (altså jeg) skal overleve. I parforholdet skal der være plads til den enkelte og fælles behovsdækning med respekt for hinanden.

Husk:

En aftale er kun en aftale, hvis begge kan nikke ja til det.

Aftaler er ikke ordrer. Der er heller ikke indgået aftaler, når vi har forventninger til hinanden. Nuancer som jeg sikkert dykker ned i på andre tidspunkter.

 Cleared for take-off.